#forhelebyen

"Vores ambition er at løfte Regattaens kunstneriske niveau, sikre en kvalitetsfuld sammenhæng på tværs af festens mange elementer og sætte Silkeborgs force som Danmarks outdoorhovedstad i spil."

Trine Valentin, festivalleder

Om regattaen

Regatta Silkeborg er en af Danmarks største og ældste folkefester. Den traditionsrige ildfest trækker historiske tråde tilbage til 1899, hvor det hele startede.
Under Regattaen er Gudenåens bredder festligt pyntet med kulørte lamper og brændende fakler. Åen, søerne og midtbyens torve og pladser danner ramme om en bred vifte af folkelige oplevelser, blandt andet ildkunst, madboder, musikscener og oplyste både, der glider forbi åhaverne. Den gode stemning stråler gennem hele byen og forhåbentligt helt ind i alle de besøgendes hjerter.

Tradition og fornyelse

Vi stiller os på skuldrene af mange års fantastiske Regattaer og ønsker at bygge bro mellem tradition og fornyelse. Ildfesten og fyrværkeriet er en stor del af Regattaens DNA. Det ønsker vi ikke at lave om på. Vand, lys og ild vil fortsat være Regattaens dominerende sprog. Vores ambition er at nytænke fyrværkerishowet, så det i højere grad inddrager lys, musik og vand. Showet kommer til at give en smagsprøve på nye teknologiske lyskilder, der sammen med fyrværkeriet vil lyse Silkeborg op i et storstilet ildshow. Så ja - der kommer fortsat fyrværkeri!

Fælles om regattaen

For at nå i mål med ambitionerne, ønsker vi at inddrage hele byen på alle niveauer. Regattaen er en folkefest, Silkeborg er fælles om! Banen er kridtet op, men selve indholdet udvikler vi sammen med alle, der har lyst til at tage aktiv del i festen. Så har du en god idé eller input, må du endelig tage kontakt.

Kultur og bevægelse

Regatta 2022 kombinerer et folkeligt musikprogram med kultur- og bevægelsesaktiviteter ud over det sædvanlige. Vi iscenesætter havnen med lys og hjejlebådssejladser, omdanner Museum Silkeborgs Haver til et børnemekka og transformerer Søfronten til ét stort bevægelseslandskab. Der vil være musikscener
på havnen, torvet, Rådhus Parkering Vest, Bios Gård og på det nye Søtorv. De unge skaber deres eget univers på Bindslevs Plads med musik, talks og gadekunst. Der vil være dragebådsregatta på Langsøen i dagstimerne og en invitation fra Silkeborg kulturinstitutioners til at gå en spektakulær gåtur gennem byen der byder på deres opsatte oplevelses-installationer. Byfesten kulminerer i et stort og spektakulært Regattashow i havnen og afsluttes hver aften med et klassiske fyrværkeri krydret med nye teknologier over Langsøen. For bare lige at nævne lidt af, hvad vi har i støbeskeen…

Nye arrangører bag roret

Riverboat og DGI Midtjylland er de nye arrangører af Regattaen. Sammen har vi dannet den nye forening ’Regatta Silkeborg’.

Vi har en fælles ambition om at skabe en mindeværdig folkefest, hvor bevægelse og kultur markerer Silkeborgs traditionsrige byfest. Derudover vil vi løfte Regattaen både kunstnerisk og økonomisk, sikre en rød tråd gennem eventen og tale ind i Silkeborg varemærke som Danmarks Outdoorhovedstad.

Kontakt festivalleder Trine Valentin Sølgaard for yderligere information på trine@regattasilkeborg.dk.