Havnescenen Havnescenen er Regattaens ‘grand old lady’. Havnescenen garanterer en god fest med fuld knald på, da det er her, nogle af landets bedste kopibands sætter strøm til forstærkeren og sikrer, at festen først slutter ud på de små timer. Tag din yndlingsperson under armen og kig forbi. Det bliver hyggeligt!
Torvescenen Torvescenen er et af Regattaens største samlingspunkter. På Torvet i hjertet af Silkeborg er der musik både om eftermiddagen og om aftenen og lagt op til fest og hygge på tværs af generationer. Populære danske musikere lover, at teltduken vil blafre hele ugen, og det er også på Torvescenen, du kan reservere pladser til spisning, når to af byens dygtige madkunstnere fylder tallerkenerne op.
Tyrolerteltet Lederhosen og Heidi-kostumer. I Bios Gård bliver der fest, når Tyrolerteltet danner rammen om en festlig tyrolerfest med masser af god øl, rødternede duge og hornmusik. Holder du særligt af at jodle, så kunne Tyrolerteltet sagtens være et sted for dig.
Bindslevs Plads Bindslevs Plads bliver stedet for de unge under Regattaen. Her er man selv med til at sætte dagsordenen for en fed, udendørs fest, hvor der præsenteres et overflødighedshorn af musik, talks, barer, kunst og workshops på de unges egne betingelser.
Kedelhuset Kedelhuset er Silkeborgs cool og altid hyggelige spillested. Mens Regattaen fylder byens rum, præsenterer Kedelhuset en række upcoming bands som en særskilt festival under navnet OVERTRYK. Om der bliver tryk på? Det tror vi nok, der gør!
Søscenen Søscenen, også kaldet Birch Scenen, er placeret på Søfronten øst for Silkeborg Rådhus. Scenen er et af Regattaens nye tiltag, hvor der er lagt op til de helt store musikalske oplevelser. Alle dage er der stærke navne på programmet, som hver især er kendt for at gøre indtryk, når de går på scenen.